RØDE KORS LANDSINDSAMLING 2020
Røde Kors indsamlingen i år går blandt andet til at sikre hjælp til syge hjemløse i Danmark og mad, vand og lægehjælp til krigsramte børn i Yemen, Syrien og på Lesbos, hvor der er akut behov for hjælp.
Tusindvis af danskere har i søndags d. 4. oktober været på gaden og samle ind for Røde Kors til krigsramte børn samt familier i udsatte corona-områder og herhjemme.
I alt gav danskerne 13,5 millioner i indsamlingsbøsser, på mobilepay og onlinedonationer.
“Det har været en indsamling på en meget vanskelig baggrund. Danmark befinder sig – sammen med resten af verden – i skyggen af en pandemi, der har skabt stor usikkerhed og utryghed.
Derfor er det også fantastisk at se, at det stadig har været muligt at engagere 20.000 frivillige til at samle ind og styre de mange indsamlingssteder,” siger Anders Ladekarl.
I Assens gik 52 indsamlere på 41 ruter.
Det samlede resultat lyder på - hold nu godt fast - 50717,50 kr. heraf 14500 kr. på mobile pay.
Tusind tak til vore trofaste indsamlere som kommer år efter år, gymnasieelever, spejdere, konfirmander og flygtninge.
Resultatet er mere end fordoblet i forhold til sidste år.
Godt gået Assens