Alice: ”Bliv besøgsven, det er fantastisk!”

”De bliver glade – og jeg bliver glad
Jeg elsker simpelthen at komme på besøg og at snakke med de gamle. Det er fantastisk. De bliver så glade, og jeg har haft mange gode timer med det. Jeg har to, jeg er besøgsven for nu. En på 93, der ser og hører meget dårligt og en på 66, der har hjerneskade. Tidligere havde jeg kun en, men nu kan jeg godt have to, for jeg har jo ikke små børn mere. Og det er fantastisk. Du får lige så meget tilbage, som du giver, så hvis man kan tale med ældre mennesker, så synes jeg bare, man skal komme i gang, for vi mangler altid flere, der vil være besøgsvenner.

Vi drikker kaffe eller kører en tur
Hende på 93 kan jeg køre en tur i rullestolen, jeg fortæller, hvad jeg skal have til aftensmad, vi kan snakke om, hvem der er død i lokalavisen og om det er nogen, hun kender. Eller jeg siger, kan du se den her røde bluse, eller jeg beskriver, hvordan blomsterne dufter og så bygger jeg sådan lidt sladderhistorier på. Jeg kan fortælle, at nu er der kommet rabarber og jeg har lavet kage og så har jeg taget den med til hende. Man kan altid finde på noget at sige, det kan jeg i hvert fald. Og det er jo nu rabarberne er i sæson, så det vil hun også gerne høre. Jeg skal bare være glad og give hende noget opmuntring.

Man har en med første gang
Når man starter som besøgsven, så har man den tidligere besøgsven med ved de første besøg. Sådan er det i hvert fald her i Brovst, hvor jeg bor. Så bliver man præsenteret for hinanden. Og så snakker man lidt om, hvad det er, de vil med mig, for jeg må ikke gøre rent for dem og opvask og sådan noget, man får ikke en rengøringskone, man får en, man skal hygge og snakke med. Normalt kommer jeg en gang om ugen. Jeg møder cirka fra 14-16, det siger jeg altid: 2 timer! Og jeg har aldrig haft en, der ikke var glad for, at jeg kom. De har alle haft brug for mig.

Her kan jeg hjælpe
Jeg tænker ikke så dybt over det med at være besøgsven. Jeg tænker bare, at her kan jeg hjælpe. Jeg besøgte hende på 93 i går. Hun var dårlig og lå bare i sengen, men hun kan godt mærke, at jeg er der, og så sidder jeg hos hende. For hun ville ikke op. Så siger jeg ’er du meget træt i dag'? Og så får jeg givet hende lidt at drikke. Så er jeg der bare. Hun er kommet på plejehjem nu, og de har travlt og mangler ressourcer, og så er det virkelig vigtigt, at vi kommer og kan være den hjælp, der er brug for.

Den anden jeg besøger er kun 66 år, hun er hjerneskadet. Hun kan ikke selv styre tingene, men hun elsker, når jeg kommer. Og hende kan jeg godt tage med ud på tur. Og hendes bror og svigerinde er så glade for, at jeg tager hende med. Så kører vi en tur til Blokhus og får en is fx, eller jeg tager noget med til os, som vi hygger os med, og når Røde Kors holder noget, så tager jeg hende med til julefrokost eller i Zoologisk Have, som vi skal nu snart.

Men hende på 93 siger, må jeg ikke godt blive fri for at komme med til julefrokost, og selvfølgelig må hun det! Det sku hun bestemt ikke slæbes med til, for det kan hun ikke. Det skal være noget, der passer til den enkelte. Og man taler jo med dem og kommer til at kende hinanden. Og så finder man ud af, hvad de har lyst til eller brug for.

Vi blev så tæt – som ekstra familie
Hende jeg havde før, havde jeg i 20 år! Hun var benamputeret på begge ben og havde en mand, der var lungesyg. Vi kørte en tur i kørestolen, når jeg kom, ned og handle eller i banken, hvis hun skulle noget der, vi drak kaffe, og jeg har hjulpet hende med at plante en blomst, hvis hun havde købt sådan en. Vi har også siddet sammen og syet, fordi hun havde brug for nederdel med elastik i, så hun bedre kunne komme på toilettet fra rullestolen. Så kunne vi sidde og hygge og makke med at sy nederdele og et forklæde til hende. Det sad vi og arbejdede med sammen os to. Og vores forhold udviklede sig til et dybt venskab, så jeg besøgte hende meget mere end den ene dag om ugen i et par timer, det normalt er. Hun blev familie, faktisk.

Det var, som var hun min egen mor
Da hun blev syg til sidst, tog jeg fuldstændig over, for hun havde ingen børn. Der var jeg der hver eneste dag i tre måneder og sad ved hende og prøvede at få lidt i hende. Og hun satte godt nok pris på, at jeg var der for hende. Men for mig var det fuldstændig naturligt, at hun ikke bare skulle ligge der alene, det var som var hun min egen mor. Og jeg sad også ved hende, da hun udåndede. De siger, det var min skyld, at hun levede så længe, for jeg passede på hende og gjorde alle de der små ting, der gør det lettere. Jeg har betydet alt for hende! Det har hun sagt mange gange.

Tag det i opløbet, hvis der er noget
Er der noget, så får jeg taget det i opløbet. Jeg ved jo godt, det er afmagt, hvis hende med hjerneskade kommer til at tale grimt, det får ikke mig til at stoppe eller sige, så kommer jeg ikke mere. Så siger jeg ’du skal tale pænt’ og så stopper hun og sidder helt pænt bagefter. Nu er jeg kommet der i 3 år, og så ved jeg også, hvordan det er med hende og hendes hoved. Det er jo ikke noget, hun kan gøre for. Tit køber jeg to sukkerfri sodavand og så sidder vi på sådan et område, der er og drikker dem. ’Det var godt nok dejligt’, siger hun så. Hun er ret sukkerglad, så hvis jeg stiller noget, er det væk med det samme.

Jeg bliver ved, så længe jeg kan
Jeg er 72, så jeg skal nok også snart selv have en besøgsven. Nej, altså jeg elsker at hjælpe andre, det gør jeg virkelig. Og hvis jeg bliver ved med at være frisk, så bliver jeg også ved med at være besøgsven. Måske er jeg lidt sådan en, der ikke render af pladsen. Jeg arbejdede på det samme fjerkræslagteri i 45 år, jeg har været gift med min mand Finn i 50 år, vi har lige haft guldbryllup. Vi byggede hus og flyttede sammen, da jeg var 22 og han 28, og vi bor stadig det samme sted, vi er aldrig flyttet.

Jeg går altid glad derfra
Jeg kan virkelig anbefale dig at blive besøgsven, hvis du kan snakke med ældre mennesker, og du ikke er så sart, hvis de spilder. Hende jeg har på 93, hun sætter fingeren ned i en kage for at mærke, hvor den er. Hun kan næsten ikke se noget, så det er jo meget naturligt. Den slags skal man selvfølgelig ikke være sart overfor. Men ellers er det bare så godt at se den glæde, man giver og mærke det glade håndtryk, man får. Jeg går altid glad derfra!”, slutter Alice.