20 år siden tsunamien i Asien: Erfaringer, vi aldrig glemmer

For 20 år siden ramte en af historiens mest ødelæggende naturkatastrofer: Tsunamien i Det Indiske Ocean. Den efterlod op mod 230.000 døde, heraf 170.000 alene i Indonesien, og millioner blev hjemløse. Midt i kaosset var Røde Kors blandt de første på stedet til at yde nødhjælp, koordinere indsatsen og støtte de traumatiserede.

Et kaos uden lige

Da tsunamien ramte 2. juledag i 2004, var Peder Damm Røde Kors i Danmarks landechef i Indonesien. Han beskriver en ødelæggelse så voldsom, at det var svært at tage ind:

“Vi troede, vi havde set det meste, men tsunamien var en brat opvågning. Hele kystlinjer var udslettet, og vi stod over for enorme udfordringer – fra at få overblik over skaderne til at håndtere sikkerhedsrisici i et konfliktfyldt område. Intet kunne have forberedt os på det, vi så.”

Røde Kors i Danmark bidrog med nøglekompetencer som logistik og psykosocial støtte (PSS). Sidstnævnte blev særligt vigtigt, da både overlevende og lokale frivillige kæmpede med traumatiserende oplevelser.

At tage sig af dem, der hjælper

En væsentlig læring fra indsatsen var behovet for at beskytte og støtte vores egne frivillige og ansatte bedre:

“Vi havde unge frivillige, der stod midt i kaos og så ting, der var svære at bearbejde alene. Vi lærte, hvor afgørende det er at briefe og debriefe grundigt – både før og efter indsatsen,” siger Peder Damm.

Det har ændret måden, Røde Kors arbejder på i dag. Debriefing og psykosocial støtte er blevet faste elementer i alle større katastrofeindsatser.

Læring, der redder liv

Tsunamien var en skelsættende begivenhed, der ændrede måden, Røde Kors arbejder på – ikke kun i katastrofesituationer, men også i forberedelserne til dem. I dag er varsling, forebyggelse og oplysning centrale elementer i indsatsen.

“Dengang vidste mange mennesker ikke, hvad en tsunami var, eller hvordan man skulle reagere. Nogle løb ned til stranden, da vandet trak sig tilbage, fordi de ikke forstod faren. I dag er det en del af undervisningen i skolerne. Familier ved, hvor de skal mødes, hvis de bliver væk fra hinanden, og hvordan de skal reagere, når alarmen lyder,” forklarer Peder Damm.

Derudover har bedre varslingssystemer og sikrere bygninger gjort samfundene mere robuste over for fremtidige katastrofer. Bygninger som skoler og sundhedsklinikker fungerer i dag også som beskyttelsesrum, og der er etableret evakueringsruter og beredskabsplaner i mange kystområder.