Folkemødet og Røde Kors : Røde Kors Assens
Folkemødet og Røde Kors

Folkemødet og Røde Kors

Røde Kors på årets Folkemøde

af EMILIE ROTBØL AMSTRUP - D. 24 JUNI 2024

Vigtige begivenheder på samtalebænken
I lidt omskifteligt vejr dannede vores røde samtalebænk grundlag for spændende snakke: Præsident Jette Runchel var i samtale med Paul Bloch fra Steno Diabetes Center Copenhagen om, hvordan vi sammen kan forebygge ulighed i sundhed. Generalsekretær Anders Ladekarl talte med lektor fra Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen om dilemmaerne i krig og krigens regler. Marie-Louise Gotholdt talte med direktør fra Danner Mette Marie Yde om vores frivillige indsatser for voldsramte kvinder og børn. Også formanden for Det Nationale Integrationsråd Maria Kavita Nielsen kom forbi til en snak med Marie-Louise om værdien af civilsamfundets integrationsindsatser. Alle gode dialoger, hvor tilhørerne havde mulighed for at stille spørgsmål og bidrage til samtalen. Samtalebænken blev også anvendt til events af Ungdommens Røde Kors og af lokalafdelingen på Bornholm, der også havde hjulpet med at bringe bænken til Allinge.

På bænken var vores VR-oplevelse Sense of War også et stort hit for både børn og voksne. Mange havde aldrig prøvet VR-briller før, og det gjorde stort indtryk at være placeret midt i krigens ødelæggelser.

Debatter hos andre arrangører
Både Jette og Marie-Louise var inviteret til debatter om, hvordan civilsamfundet og Røde Kors bør være integreret aktør i planlægningen af beredskabet og samfundssikkerheden. Anders deltog bl.a. i en debat om fremtidens udviklingsbistand.

Lørdag stod i ensomhedens tegn, hvor vi var medarrangør på tre vellykkede debatter. Bl.a. viste Teatergrad et udpluk fra deres forestilling ’De Usynlige’ som er skabt sammen med Røde Kors, og skabte grobund for samtaler om, hvordan vi kan blive bedre til at se, tale om og bekæmpe følelsen af ensomhed. Marie-Louise deltog med Simone Bodholdt, projektchef i Mary Fonden, i snakken, som blev modereret af politisk konsulent i Røde Kors, Louise Solgård Hvas.

Syng for fred!
Som noget nyt lavede vi i år et mobilt lydstudie i samarbejde med Ungdommens Røde Kors, 2030 Beyond og Nødhjælpsorkesteret. Her kunne forbipasserende synge med på Beatles-klassikeren All You Need is Love. Alle optagelserne fra lydstudiet mixes sammen og kommer til at indgå i en single, der planmæssigt udkommer til efteråret. Musiker Peter Kibsgaard fra Nødhjælpsorkestret har lavet et lignende projekt i Kenya og er initiativtager til lydstudiet.