Fremdrift i myndighedssamarbejdet
Fremdrift i myndighedssamarbejdet – Røde Kors sparker en åben dør ind
Røde Kors er en beredskabsorganisation og kan bidrage med et humanitært fokus i kriser. Derfor ønsker vi at samarbejde struktureret med de lokale og nationale myndigheder.
Udviklingskonsulent, Christian Juulsgaard, arbejder på at styrke samarbejdet mellem Røde Kors og myndighederne. Det gør han blandt andet ved at dele budskabet om Røde Kors kompetencer og danne solide samarbejdsaftaler.
”I Røde Kors har vi en ambition om at være kommunernes foretrukne partner i psykosociale indsatser. Det bliver vi kun, hvis vi aktivt opbygger relationer og samarbejder med kommunerne. Det kræver en fælles indsats fra forening og landskontor”, udtaler Christian.
Senere på måneden skal Lyngbyafdelingen og Christian mødes med Lyngby Kommune for at for at skabe relationer og samarbejdsaftale, så Røde Kors rolle i en krise er fastsat på forhånd.
Positiv modtagelse politisk
Generelt er der opbakning til at tydeliggøre, hvordan civilsamfundet kan spille en rolle i samfundssikkerheden.
”Vores erfaringer er, at myndighederne møder os med interesse. De er nysgerrige på, hvad vi kan, og hvordan vi kan supplere dem. Og vigtigst af alt, så forstår mange kommuner, at vi kan styrke den psykosociale indsats gennem samarbejder.”, fortæller Christian.
Derudover havde præsident Jette Runchel og generalsekretær Anders Ladekarl i april et møde med forsvarsminister Troels Lund Poulsen omhandlende Røde Kors anbefalinger til et styrket humanitært fokus.
Forsvarsministeren udtalte, at vi på mange måder ’sparkede en åben dør ind’. Ministeriet besluttede at tage Røde Kors anbefalinger med i det videre arbejde med det nyligt indgåede forsvarsforlig.
Det tætte samarbejde med myndighederne betyder, at vores mange dedikerede frivillige bliver endnu mere værdsat og integreret i det nationale beredskab. Ved at styrke Røde Kors rolle i krisesituationer kan frivillige kræfter fortsat gøre en mærkbar forskel og yde medmenneskelig støtte til dem, der har allermest brug for det.