Til Danmark fra Ukraine

”På den ene side vil man gerne hjem, men på den anden side er det ikke et sikkert sted. Mine døtre vil gerne hjem, men de har børn, og de vil ikke risikere deres liv, og de skal først og fremmest tænke på børnene.”

Maria, som vi møder i Røde Kors’ netværkscafé i Grindsted, fortæller om en episode, der for nyligt fandt sted i hendes hjemland, Ukraine. Der var faldet raketter ned over byen, hvor hendes datters mand og barnebarn opholdt sig, så de to var tvunget til at søge sikkerhed i en kælder i dagevis.

Selvom mange af flygtningene i dag har skabt sig et hjem, et netværk, fået arbejde, og børnene i skole, er mange fortsat tynget af bekymringer om familien derhjemme og for fremtiden. Det viser en ny undersøgelse af Københavns Universitet, som følger op på en tilsvarende analyse sidste år.

Heraf fremgår det, at bekymringer for familien i hjemlandet udgør et større problem i hverdagen for mere end halvdelen af ukrainerne. Oveni det, viser undersøgelsen, at mindst fire ud af ti har mistet pårørende eller nærtstående i krigen.

"Det er blevet langt nemmere"

Olena kom til Danmark med sin 6-årige datter Safia kort efter krigens eskalering i Ukraine, hvor hun siden er kommet i caféen og har fået arbejde i et supermarked.

”Nogle dage arbejder jeg til sent, og så skal jeg lige hanke op i mig selv, men vi kommer af sted, for det er vigtigt for min datter, og hun nyder at være her. For os, er caféen et sted, vi kan føle en lille del af vores hjemland.”

Hun blev anbefalet caféen, da hun søgte andre ukrainske børn, som hendes datter kunne tale med, da de var ankommet.  For det var en svær tid, mindes hun, særligt for hendes datter, der kæmpede med at fonde ro under de nye omstændigheder.

”Hun var meget stresset, og hun havde ikke lyst til noget. Det var hårdt at være vidne til, men i dag har hun heldigvis fået gnisten tilbage, og hun er meget aktiv,” siger Olena, og hun er forhåbningsfuld:

”Det var svært i starten, fordi vi ikke vidste, hvor vi skulle tage hen, hvad vi skulle købe ind, og hvad der er normalt her. Men i dag ved jeg, hvor jeg skal finde det, hvis jeg mangler noget, og hvor og hvem jeg kan søge svar hos, hvis jeg har nogen spørgsmål.”

Flere ønsker at blive efter krigen

”Der, hvor jeg ser den største forandring, er, at der i det første halvandet år blev talt meget om, at ”når krigen slutter, skal vi hjem til Ukraine,” men jeg tror, rigtig mange af dem er begyndt at tænke over, om de skal blive i Danmark, selv når krigen slutter.”

Det siger Ask, der for to år siden var en af initiativtagerne til caféen i Grindsted, da den lille by stod over for modtagelsen af de første flygtninge fra Ukraine. I dag er der fortsat høj aktivitet i caféen, senest ved deres fastelavnsfest, men også på almindelige caféaftener.

Stemningsskiftet, som han har erfaret, er også et af resultaterne i undersøgelsen. Mens det sidste år var halvdelen af ukrainerne, der ønskede et blive i Danmark, også når krigen ikke længere udgør en trussel, er det i dag steget til mere end 60 % af flygtningene.

Tilsvarende er der også flere og flere, i dag svarende til en tredjedel, som føler sig særligt tynget af frygten for at blive sendt tilbage til Ukraine.

"Her kan jeg mærke en lille del af mit hjemland"

Imens Maria, der er pensioneret, forstår sin egen families bekymringer, er hun selv blandt de ukrainere, der ønsker at vende tilbage. Når hun er ude i byen, og alle omkring hende taler dansk, føler hun sig som en udlænding, og hun føler sig anderledes.

”Jeg vil meget gerne tilbage til Ukraine. Vi har på ukrainsk et udtryk, der lyder noget i stil med, at du ikke kan omplante et gammelt træ,” siger Maria, der indtil den dag finder støtte i fællesskabet i caféen:

”Det betyder rigtig meget, at jeg kan tale og høre ukrainsk og være del af et ukrainsk fællesskab. For jeg savner Ukraine, og jeg savner sproget, så det er rart at komme i caféen. Det hjælper mig med at håndtere de følelser, jeg har over savnet af Ukraine. Her kan jeg mærke en lille del af mit hjemland.”

Selvom behovene har ændret sig hos caféens ukrainske deltagere, siden de første flygtninge ankom til Grindsted og søgte hjælp til at forstå breve fra kommunen, ser Ask og caféens frivillige stadig al mulig grund til at fortsætte.

”Vi kan jo godt prøve at forstå, hvordan de har det. Men jeg tror, hvis du ikke selv har været det igennem, vil du ikke kunne forstå det på samme måde. Det kan de til gengæld med hinanden,” siger han.