Myanmar: Hjælp til internt fordrevne og opstart af virksomheder
Opstart af små virksomheder betyder en stor forskel for kvinder i Myanmar og deres familier. Samtidig gør fortsatte uroligheder, at behovet for akut hjælp er stort.
JULIE BERGSTRAND-CHRISTENSEN, Dansk Røde Kors
Situationen i Myanmar er alvorlig. Fortsatte konflikter og oversvømmelser betyder, at flere og flere flygter fra deres hjem, og lever som internt fordrevne i Myanmar. På denne baggrund har det stor betydning, at vi fortsætter vi med at støtte Myanmar Røde Kors på trods af vanskelige forhold i landet.
Og hvordan har vi så støttet i 2023?
Hjælp til internt fordrevne
En vigtig opgave har været at hjælpe nogle af de mange internt fordrevne. Folk er flygtet fra deres hjem og har ofte kun medbragt få ejendele, så støtten har eksempelvis været køkkensæt, hygiejnesager og myggenet. Nogle har også modtaget kontantbeløb, så de selv kunne købe det, de manglede. Denne støtte foregår i tæt samarbejde med lokale myndigheder og andre organisationer.
Opstart af små virksomheder
De vanskelige forhold i Myanmar betyder, at fødevaresituationen er ustabil, økonomien er dårlig og der er dårlig adgang til mange (sundheds)faciliteter. For at styrke lokalsamfundene har Myanmar Røde Kors blandt andet uddannet lokale i førstehjælp, samt støttet folk med idéer til at starte små virksomheder.
Det er primært kvinder, som har fået støtte til at starte deres egen virksomhed, og der har været mange foskellige eksempler: vævning, syning, hold af grise, dyrkning af peanuts og blomster samt grøntsagshandel.
Drømmer om solceller og en ekstra væv
I juni mødtes 10 kvinder fra landsbyen Lwe Law, som alle havde fået støtte til at starte egen virksomhed. De fortalte, hvordan de nu er i stand til at sende deres børn i skole og reducere deres gæld. Nogle af dem var endda begyndt at donere penge for at hjælpe andre.
Og idéerne til at udvide forretningerne var allerede på bordet.
"Hvis Myanmar Røde Kors kunne hjælpe mig med at udvide forretningen, så ville jeg købe en ekstra vævemaskine og træne andre i at væve, så de også kunne starte deres egen forretning. På grund af strømafbrydelser kan jeg kun arbejde i dagslys, så jeg drømmer om at købe solceller. Så kunne jeg også væve, når strømmen er afbrudt," fortalte én af kvinderne.
Om situationen i Myanmar
I 2023 skønnes det, at 17,6 mio. mennesker har brug for humanitær hjælp i Myanmar. På grund af udbredte kampe i landet er det ekstremt vanskeligt at få nødhjælp frem.