Jordskælv i Tyrkiet
Et halvt år efter jordskælvet i Tyrkiet og Syrien har Røde Kors hjulpet millioner
Den 6. februar i år ramte et historisk voldsomt jordskælv Tyrkiet og Syrien. Flere end 55.000 mistede livet, og 17 millioner blev påvirket. Men straks efter jordskælvet ramte satte Røde Kors gang i en stor hjælpeindsats, og i løbet af et halvt år har Røde Kors hjulpet millioner af mennesker.
”Mange mennesker har mistet alt. Det gør enormt ondt at se. I Røde Kors gør vi, hvad vi kan for at hjælpe. Vi uddeler blandt andet penge, så familier kan dække deres akutte behov og genstarte deres forretninger,” siger Bjarke Skaanning, katastrofechef i Røde Kors.
Flere end 200.000 frivillige har været involveret i Røde Kors’ hjælpearbejde efter jordskælvet. De har hjulpet flere end 6,5 million mennesker med blandt andet livsvigtig nødhjælp, mad og medicin, 620.000 mennesker har modtaget penge, og millioner har fået hjælp til fysisk og mental sundhed.
Fokus på mental sundhed
Hjælpearbejdet i Tyrkiet og Syrien er drevet af Tyrkisk Røde Halvmåne, Syrisk Røde Halvmåne og det Internationale Røde Kors Forbund. En indsats, som Røde Kors i Danmark og danskerne har bidraget til siden jordskælvet ramte den 6. februar.
Røde Kors-frivillige og ansatte har både drevet mobile sundhedsklinikker, ydet fysisk og psykologisk førstehjælp og psykosocial støtte. Den mentale sundhed er fortsat vigtig, forklarer Bjarke Skaanning, for en så voldsom oplevelse tager længe at bearbejde.
”Den indsats, vi har set fra Røde Kors-frivillige, er uden sidestykke. Men de er også selv blevet påvirket. De bor selv i byerne, det er deres naboer og familiemedlemmer, som har mistet. Måske har de også selv mistet. Derfor er det vigtigt, at vi også tager hånd om deres mentale sundhed,” siger Bjarke Skaanning.
Millioner står uden hjem
Et halvt år efter jordskælvet står millioner af mennesker står stadig uden et hjem, og der er brug for endnu mere hjælp. Det fortæller Bjarke Skaanning. For bor man i containere eller telte er man særligt udsatte for ekstremt vejr. Frostgraderne om vinteren og heden om sommeren.
”Jordskælvet har efterladt manges liv i ruiner. Jeg har sjældent sent så voldsomme ødelæggelser efter en katastrofe, som det jeg så, da jeg besøgte Tyrkiet. Både i Syrien og Tyrkiet vil det tage mange år at genopbygge, og vi hører, at millioner stadig bor i telte og containerlejre,” siger Bjarke Skaanning.
Behovene er mange, og de er store. Der er behov for basale ting som en permanent og sikker bolig, mad og rent drikkevand. Men mange mennesker står også uden arbejde, for jordskælvet har lagt butikker, kontorlokaler og landbrug i ruiner. Derfor fortsætter Røde Kors også hjælpearbejdet.