Frivillige gjorde stor og vigtig forskel i modtagelsen af ukrainske flygtninge

Frivillige gjorde stor og vigtig forskel i modtagelsen af ukrainske flygtninge

Ny rapport: Frivillige gjorde stor og vigtig forskel i modtagelsen af ukrainske flygtninge

Af SOPHIA JESSEN - D. 23 FEBRUAR 2023

Millioner af ukrainere flygtede ud af landet efter eskaleringen af konflikten i Ukraine 24. februar 2022. Mens de fleste blev i nabolandene, rejste hundredtusindvis også videre til andre europæiske lande, og i Danmark har vi ikke siden Anden Verdenskrig modtaget så mange flygtninge på så kort tid. Over 33.000 ukrainske flygtninge har kommunerne det seneste år taget imod, hvoraf langt hovedparten stadig er i Danmark.

Det krævede håndtering i højt tempo og med nye løsninger, og nu peger en ny rapport i forbindelse med 1års dagen for eskaleringen af konflikten i Ukraine på, at modtagelsen af de ukrainske flygtninge i høj grad lykkedes på grund af den politiske opbakning, befolkningens velvillighed, et stærkt civilsamfund og et udtalt og stærkt samarbejde mellem alle involverede aktører.

”Generelt er der en oplevelse af, at modtagelsen af de ukrainske flygtninge i den ekstraordinære situation har været håndteret professionelt, med stor velvilje og ikke mindst med flygtningenes behov for øje, siger generalsekretær Anders Ladekarl.

Civilsamfundets rolle skal fortsat styrkes

Rapporten, som vi har lavet i samarbejde med KL og DRC Dansk Flygtningehjælp, fremhæver, at et højt tempo i ankomsten af mange flygtninge fra Ukraine, som frit kunne indrejse i landet, gjorde situationen markant anderledes, end hvad Danmark tidligere har stået i.

Ikke mindst civilsamfundets rolle i modtagelsen af de ukrainske flygtninge fremhæves i rapporten som af meget stor betydning. Frivillige over hele landet var fra start med til at skabe tryghed for de nyankomne ukrainere i Tryghedszoner i bl.a. Bov, Fredericia og på hovedbanegården i København og sikrede lokale fællesskaber der, hvor ukrainerne bor.

“En god modtagelse er afgørende for flygtninges videre ophold og integration, og arbejdet med denne rapport er så vigtigt, fordi vi som samfund fremadrettet kan få gavn af de erfaringer, vi har gjort os det seneste år”, siger generalsekretær Anders Ladekarl.

Rapporten anbefaler derfor, at det systematiske samarbejde mellem kommuner og civilsamfundsorganisationer fortsat styrkes for at understøtte modtagelsen af flygtninge fremadrettet.