Tusindvis af sårede har fået hjælp af Røde Kors i Israel og Gaza

Tusindvis af sårede har fået hjælp af Røde Kors i Israel og Gaza

I Israel og Gaza har den Internationale Røde Kors Komité, Israelsk Røde Davidsstjerne og Palæstinensisk Røde Halvmåne hjulpet tusindvis af sårede.

Billedet er fra ICRC's nødhjælpsindsats i Gaza. Foto: Pascal Hundt / ICRC
KASPER BØGSTED KRISTENSEN - D. 14 DECEMBER 2023

Den 7. oktober eskalerede konflikten mellem Israel og Gaza. Det er nu mere end to måneder siden, og tusindvis af civile er blevet såret på begge sider af konflikten.

Røde Kors støtter Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC), Palæstinensisk Røde Halvmåne og Israelsk Røde Davidsstjernes arbejde for at hjælpe sårede på begge sider.

I Israel har Israelsk Røde Davidsstjerne mobiliseret flere end 1.500 ambulancer og 10.000 førstehjælpere, som har behandlet flere end 4.000 mennesker.

I Gaza har Palæstinensisk Røde Halvmåne hjulpet flere end 13.500 mennesker med akutbehandling og transporteret flere end 4.000 i ambulancer.

ICRC hjælper også sårede, uddeler medicinsk udstyr og nødhjælp i Gaza. ICRC har blandt andet sendt et hold krigskiruger til European Gaza Hospital.

Mangel på nødhjælp ind i Gaza

Røde Kors er en neutral humanitær organisation og hjælper civile i både Israel og de besatte palæstinensiske områder. Vi appellerer til, at konfliktens parter respekterer krigens regler, beskytter civile og faciliterer sikker og vedvarende humanitær adgang.

I Gaza har Palæstinensisk Røde Halvmåne også modtaget 3.150 lastbiler med nødhjælp, som blandt andet indeholder medicin, medicinsk udstyr, mad, vand og nødhjælp.

En tredjedel af lastbilerne blev modtaget under den midlertidige våbenhvile. Men inden eskaleringen kørte 500 lastbiler ind i Gaza dagligt.

Vi har endnu mere brændstof, medicinske varer og andre forsyninger parat, der kunne redde liv, men vi skal kunne nå sikkert frem til de mennesker, der har brug for det.

Frivillige og kollegaer i Palæstinensisk Røde Halvmåne har uddelt nødhjælpen fra 2.065 af lastbilerne, mens de sidste lastbiler er overdraget til andre partnere som FNs hjælpeorganisation i Gaza, UNWRA.