Josefine reddede 12-årige Theo fra et hjertestop
Årets Førstehjælper 2023
Til en basketballtræning i Gentoftehallen reagerede Josefine hurtigt og holdt hovedet koldt, da dengang 12-årige Theo pludselig faldt om med hjertestop. Derfor er hun Årets Førstehjælper 2023.
Josefine Schubart Haabegaard fra København var sidste år i færd med at varme op til basketballtræning i Gentoftehallen, da to drenge pludselig kom løbende ind i hallen og kaldte på en læge, fordi deres kammerat var faldet om.
Josefine fulgte efter de to drenge, og så Theo Skovbro-Grønvall fra Hellerup ligge livløs på gulvet. Hendes hurtige reaktion med hjertemassage og at hun sørgede for, at der blev tilkaldt ambulance og hjertestarter, reddede Theos liv. Derfor er hun Årets Førstehjælper 2023.
Årets Førstehjælper sætter fokus på den livreddende førstehjælp
Prisen Årets Førstehjælper uddeles af os i samarbejde med Aleris Hospitaler til personer, som har ydet en ekstraordinær, livreddende indsats, for at sætte fokus på den livreddende førstehjælp. Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, overraskede Josefine med den fine titel her til morgen live på Go’ Morgen Danmark.
”Josefine handlede resolut og bevarede roen midt i alt kaosset. Fordi hun handlede så hurtigt og var sikker i sin sag, fik Theo den nødvendige hjælp, der har gjort, at han har det godt i dag. Det er en meget beundringsværdig indsats” siger han om baggrunden for, at det er Josefine, der har fået årets førstehjælpspris.
Josefine gav hjertemassage og holdt hovedet koldt
Da Josefine kom ind i hallen, var der en del tumult, og en sagde, at Theo nok havde fået et epileptisk anfald. Josefine var dog sikker på, at der var tale om et hjertestop.
”Jeg kunne bare se at han var helt blå i hovedet, og så vidste jeg, at det var et hjertestop. Jeg råbte til min holdkammerat, at hun skulle løbe efter en hjertestarter, og så gik jeg i gang med hjertemassage,” fortæller hun.
”Josefine gjorde det helt rigtige. Hun fik lynhurtigt konstateret, at Theo ikke var ved bevidsthed og gik med det samme i gang med at yde hjerte-lunge-redning. Det er meget imponerende,” siger Anne Marie Sørensen, der er speciallæge i anæstesiologi for Aleris Hospitaler.
Lærte førstehjælp på grund af Christian Eriksen
Få måneder inden, Theo faldt om i hallen, havde Josefine været på førstehjælpskursus. Hendes basketballhold blev tilbudt kurset efter at fodboldspilleren Christian Eriksen faldt om i Parken d. 12. juni 2021.
På kurset var der en instruktør, som gjorde et særlig stort indtryk på Josefine:
”Der var en instruktør på det her kursus, som var fuldkommen genial. Han fik bare indplantet i mit hoved, at hellere gør noget, end ikke at gøre noget. Man er nødt til at have mod til at handle,” siger Josefine.
Om prisen Årets Førstehjælper
- Det er i år 32. gang, Røde Kors kårer Årets Førstehjælper for at hylde personer, der har ydet en særlig førstehjælpsindsats og reddet livet for en anden.
- Prisen på 10.000 kroner er sponsoreret af Aleris Hospitaler. Med prisen vil Røde Kors sætte fokus på, hvor vigtigt det er at kunne førstehjælp.