Situationen i Ukraine lige nu…
Situationen i Ukraine
Vi er lige nu vidner til en eskalerende humanitær katastrofe i Ukraine. Kampvogne ruller, og missiler tordner ned. Rædselsslagne børn og voksne gemmer sig i kældre og togstationer – eller flygter ud af byerne af frygt for deres liv. Situationen er anspændt og farlig. Der er kampe i gaderne, og folk er bange. Mange ukrainere mangler mad, vand, elektricitet og har kun minimal telefonforbindelse og internet.
Kampene har allerede krævet civile ofre. Og vi frygter, at flere børn og voksne vil miste livet i de kommende uger. Der er brug for akut beskyttelse og lægehjælp til de uskyldige civile, der bliver fanget i krydsilden. Der er også brug for helt basal nødhjælp, mad, vand og medicin til de børn og voksne, der nu har forladt deres hjem og lever på flugt.
Dét gør Røde Kors i Ukraine
Røde Kors arbejder dag og nat i Ukraine og er også tilstede med hjælp i Ukraines nabolande. Vi hjælper mennesker med akut behov for nødhjælp og internt fordrevne ukrainere. Vi yder livsvigtig førstehjælp og står klar med basal nødhjælp.
Vi uddeler mad, vand, hygiejnepakker, babypakker, medicin og andre basale nødvendigheder. Hjælper med batterier og SIM-kort til at oplade telefoner og komme i kontakt med familie. Vi reparerer også vital infrastruktur og træner frivillige fra bl.a. Ukrainsk Røde Kors i psykisk førstehjælp. Røde Kors i Danmark har base i det sydvestlige Ukraine.
Det gør Røde Kors i Danmark
4,2 millioner mennesker er flygtet fra Ukraine på nuværende tidspunkt. Ingen ved reelt, hvor mange der vil søge ophold i Danmark, men regeringen vurderer, at der kan komme op til 20.000 flygtninge til Danmark. I Røde Kors hjælper vi de flygtninge, der kommer hertil – uanset om de er fra Ukraine eller andre steder i verden.
Røde Kors driver en række asylcentre i Danmark. Her indkvarteres personer, som har søgt asyl – hvad enten de er fra Ukraine eller andre steder i verden. Det betyder, at de får et sted at bo, samt basale ting som mad, tøj og sundhedshjælp. Børnene kommer i skole eller børnehave, og professionelt personale sørger for at hjælpe dem, der har brug for psykologisk støtte. Udover professionelt personale er der også Røde Kors frivillige, som laver aktiviteter for beboerne på centrene.
Røde Kors har etableret ”tryghedszoner” flere steder i landet, hvor vi hjælper de flygtninge, der kommer til Danmark. Her står vi klar med psykosocial hjælp og tryghed. I tryghedszonerne kan man hvile sig, få mad og drikke eller en snak, hvis man har behov for det.
Mange steder i landet driver vores lokale frivillige allerede aktiviteter for flygtninge. Aktiviteterne bliver udvidet og der bliver åbnet nye aktiviteter, så vi kan imødekomme behovene fra de mange nye flygtninge – samtidig med, at vi hjælper dem, der allerede var i landet. Aktiviteterne er for eksempel sociale caféer, sprog – og lektietræning eller én-til-én relationer, kaldet Venner Viser Vej.
Derudover arbejder Røde Kors’ Eftersøgningstjeneste for at genetablere kontakt mellem familiemedlemmer, som er blevet adskilt af krig. Vi rådgiver også om, hvordan man bedst muligt bevarer kontakten med sin familie.