Anders Ladekarl: Corona er smitsom – det er fællesskaber heldigvis også!

Anders Ladekarl: Corona er smitsom – det er fællesskaber heldigvis også!

Røde Kors

Jeg bliver berørt, når jeg ser den film jeg har optaget fra Al-hol-lejren i Syrien igen.

Støvet, varmen, håbløsheden.

Billederne gør ondt.

Det er Al-hol-lejren i Syrien optaget fra min telefon.

For 2 år siden kaldte jeg det ’helvede på jord’.

Det er det stadig.

70.000 mennesker midt i ørkenen.

Det svarer nogenlunde til min hjemby Randers.

Mere end halvdelen børn.

Børn, der bor i et telt - om sommeren i 45 graders varme, om vinteren i sne, regn og blæst.

Børn, der kender lyden af skud og bomber

Børn, der ikke har noget at tage sig til.

Børn, som ligner dét de er: svenskere, irere eller afrikanere – men først og sidst - børn. Ingen, der har set det. Ingen – ville være i tvivl.

Det er ikke et sted for børn.

Skulle jeg glemme det – så minder Joan mig om rædslerne. Og hun gør det hver eneste dag.

Joan er mor til Tasha – en dansk kvinde på 31 år, der er fanget i Syrien med sine to børn på 3 og 5 år.

Joans breve er våde af tårer og angst for aldrig at skulle få sit barn og børnebørn at se igen. Derfor skriver hun til mig, politikere og Udenrigsministeriet om hjælp. Hver eneste dag. Hvilken bedstemor ville ikke gøre det.

Røde Kors’ budskab har også været klart.

De 19 danske børn i de syriske flygtningelejre skal hjem. Det gælder i øvrigt også børnene fra andre lande.

Og de skal hjem nu.

Når vi taler så markant i denne sag, handler det ikke om parti-politik.

Der handler om medmenneskelighed og at Røde Kors er forpligtet til – altid - at tale de sårbares sag.

Uanset politisk ståsted.

Regeringen foreslår mere hjælp – og det lyder fint.

Men det er svært - og ekstremt farligt – at hjælpe i Al-hol.

Selv for Røde Kors.

Derfor har vi også klart sagt til regeringen.

Mere humanitær hjælp er ikke løsningen.

Børnene skal hjem.

Sådan vil alle tænke, hvis de så det.

Bag kulissen har vi hjulpet den tidligere regering med at bringe to børn hjem.

En forældreløs baby og en såret dreng.

Vi er parate til at hjælpe igen.

Heldigvis vil et folketingsflertal nu se på, hvordan børnene kan komme hjem.

Vi er klar til at hjælpe igen. Upartisk og neutralt.

Syrien 10 år.

Hånden på hjertet: Hvor mange lidelser kan vi rumme?

Hver dag hører vi om vacciner, der giver blodpropper

Hver dag hører vi om senfølger, ondt i hovedet og træthed.

Hver dag hører vi om smittetal, sengepladser på intensiv og hvad Brostrøm nu siger.

Kan vi rumme mere?

Ja – det kan Røde Kors.

Det skal Røde Kors – også selvom verden rammes af en pandemi.

Netop, når verden rammes af en pandemi,

skal Røde Kors være til stede og parat til at handle.

Det gælder jo desværre ikke kun 19 danske børn i en flygtningelejr.

13 mio. mennesker i Syrien har brug for nødhjælp – livredende nødhjælp.

Over halvdelen af befolkningen lever i ekstrem fattigdom.

10 år er gået siden krigen startede.

En hel generation har mistet deres barndom, deres ungdom.

Mere end halvdelen af den syriske befolkning er under 25 år.

Det er dem, der skal genopbygge landet.

Men de står uden uddannelse.

Uden job.

Uden fremtid.

De er ramt af angst, stress og depression.

Kan man genopbygge et land, når man ikke kan sove om natten?

Behovet for hjælp er enormt. I mange år fremover.

Vi skal blive.

For Røde Kors’ modige frivillige står for 60 procent af hjælpen i hele Syrien.

Og det er ikke bare i Syrien, vi skal blive. Altid tilstede betyder – altid tilstede. Også selvom pandemien optager al den tid, verdens problemer kan få i medierne.

Vi glemmer ikke Yemen, Senegal, Mali, Etiopien og mange andre steder. Hvor der er brug for en medmenneskelig håndsrækning til mennesker i nød.

Vi er parate til at handle.

Vi giver upartisk og neutral hjælp.

Hjemsendelse af syrere.

I 10 år har syrerne fået beskyttelse her i Danmark.

Nu ser myndighederne på, om deres opholdstilladelse skal inddrages.

Er man ikke længere i fare i hjemlandet, skal man rejse hjem.

Sådan siger loven.

Tryghed afløses af usikkerhed.

Arbejde og uddannelser stoppes.

Børn skal sige farvel til deres venner.

I kender mange af dem. Vi har sammen hjulpet de fleste.

I er måske blevet venner.

Det er ikke let at være frivillig i en situation, hvor man måske skal sige farvel.

Men vi skal have til tillid til afgørelserne i Flygtningenævnet.

Og vi må acceptere, når en afgørelse er truffet.

Når det er sagt, så har vi denne holdning - ud fra et humanitært synspunkt:

At hvis man har været i Danmark i mange år, er tilknytningen måske så stærk, at opholdstilladelsen bør gøres permanent. Sådan var det for blot nogle få år siden – sådan bør det blive igen.

Og vi mener slet ikke man bør flytte til et udrejsecenter, før det er realistisk, at man kan vende hjem. Og det uanset, at Røde Kors driver nogle af udrejsecentrene.

Corona i Danmark.

Kan vi rumme mere lidelse?

Ja – det kan Røde Kors.

Corona er en mavepuster.

Ensomheden er eksploderet.

Børn og voksne bag skærme.

Vold og råb i børneværelset.

Ældre alene.

Ægtefæller til demenssyge. Også alene.

Psykisk sårbare, hvor angsten tager over.

Røde Kors var til stede, og parate til at handle.

Trods forsamlingsforbud og nedlukninger, formåede vi at holde kontakt med tre ud af fire af dem, vi plejer at hjælpe.

Det blev til et telefonopkald i stedet for et besøg.

Take away i stedet for fællesspisning.

Det er jo ikke det samme.

Men det er godt.

Og det er godt gået af jer.

Tak for en fantastisk indsats!

Forår og genåbning af Danmark.

Nu er der lys og håb forude.

Mange er vaccineret.

Foråret er på vej og vi bliver glade ligesom Benny Andersen

Jeg kan se det i min have. Min hæk springer ud.

Danmark åbner.

Men det er ikke alle, der kan mærke foråret.

En butik kan åbnes fra den ene dag til den anden.

Det kan et menneske ikke.

Hvem husker alle dem, der stadig sidder indenfor?

Det gør Røde Kors.

Vi skal række ud til dem, vi mistede kontakten med.

Vi skal række ud til dem, vi aldrig har nået.

Og der er også frivillige, som har mistet modet – dem skal vi få med igen.

Invitér til en kop kaffe på Den Røde Samtalebænk.

Vi har fået 22 fantastiske mio. kr. af Folketinget til at åbne fællesskaberne igen.

De penge skal vi bruge klogt – så de ender med at blive et ’kinderæg’. 3 i en. Gode oplevelser til vores deltagere. Billetter tilbage til fællesskaberne for gamle og nye. Og en økonomisk saltvandsindsprøjtning til oplevelsesøkonomien.

I 2020 har vi set, hvordan danskerne hjalp hinanden.

Vist den medmenneskelighed,

det danske samfund bygger på.

Vi HAR gjort medmenneskelighed til en folkesag i Danmark.

Det er nu, vi skal væk fra skærmene.

Det er nu, vi skal række ud til hinanden.

Det er nu, vi skal åbne vores fællesskaber igen.

Det kan godt være corona er smitsomt.

Det er fællesskaber heldigvis også.

Således afsluttede Anders Ladekarl sit indlæg ved Røde Kors formandskonference.