Ilt til Indien
Røde Kors sender ilt til Indien
Røde Kors sender ilt til Indien
Det alvorlige udbrud af COVID19 i Indien er ikke en ”almindelig” katastrofesituation. Under andre katastrofer er det vand, mad og tæpper, der skal først frem, når så mange mennesker er berørt af en katastrofe. Lige nu er det ilt og sæbe.
Lige nu i Indien er ilt livreddende til de mange mennesker, der er blevet syge med alvorlige symptomer.
Røde Kors i Danmark sender blandt andet iltkoncentratorer og iltflasker til Indien. (En iltkoncentrator er et apparat, som suger luft ind og omdanner det til koncentreret ilt. ) Det lokale indiske Røde Kors hjælper med at fordele ilt i det kæmpestore land, og laver oplysningskampagner om sygdommen og den alvorlige situation. Nedenfor svarer katastrofechef Bjarke Skaanning på fire aktuelle spørgsmål.
Hvordan hjælper Røde Kors i Danmark i Indien lige nu?
"Det er et af de kraftigste og hurtigste COVID-19 udbrud, vi har set i verden indtil nu, og derfor er det svært at sige med sikkerhed, hvornår det bliver bedre.
Der er ikke nogen tvivl om, at det hjælper på situationen, at vi ligesom en række andre landes Røde Kors har fået nogle penge, som vi støtter Røde Kors i Indien med. Vi har fået støtte fra det danske udenrigsministerium (7,4 mio. kr.), og fra en fond, der hedder Nine United (1/2 mio. kr.). Sammen med Internationalt Røde Kors har vi vurderet, at der er brug for cirka 100 mio. kr. til at hjælpe nu og her,” fortæller Bjarke Skaanning.
Røde Kors i Danmark har løbende indsamling til Indien fra privatpersoner på de sociale medier, via SMS’er og mails, og der er vi nu også nået op på en halv million kroner. Pengene bliver brugt til at støtte Indisk Røde Kors’ informations- og kampagnearbejde, til at forbedre deres ambulanceservices samt indkøb af beskyttelsesudstyr og ilt – som der er stor mangel på i det indiske sundhedsvæsen.
Hvorfor er det vigtigt at hjælpe med information?
"Informationskampagnerne er især vigtige, fordi der er store områder i Indien, hvor folk lever under fattigdomsgrænsen og ikke har adgang til uddannelser. For dem handler meget om at finde penge til det næste måltid mad for dem selv og deres børn, søstre og forældre, fra dag til dag.
I fattige områder har mange ikke et tv, hvor de kan følge med i sundhedsrådene fra regeringen. Røde Kors afdelingerne fungerer derfor som den lokale Søren Brostrøm, der oplyser om retningslinjer og fortæller om, hvordan man undgår at blive smittet. Når man er i den situation, er man ikke så tilbøjelig til at tænke på truslen fra coronavirussen. Men hvis ikke, der bliver holdt afstand, vasket hænder og brugt mundbind, vil rigtig mange flere den næste tid blive alvorligt syge og miste livet til sygdommen,” fortæller Bjarke Skaanning.
Hvor meget mere hjælp er der brug for fra Røde Kors i Danmarks side?
Det, der er brug for herfra, er primært penge til indkøb af udstyr, og til at sikre, at udstyret bliver fordelt professionelt. Indien er et kæmpe land med 1,3 milliarder mennesker. Her er Indisk Røde Kors’ netværk af 46.000 Røde Kors-frivillige og tusindvis af ansatte uvurderligt i forhold til at nå ud i de forskellige dele af landet, hvor der er mest brug for hjælp.
”I slumområder og på landet, hvor folk er fattige og ikke har lige så let adgang til information eller sundhedsfaciliteter, er det endnu mere essentielt at bruge det netværk. Indisk Røde Kors er aktivt i 550 distrikter i landet. Men de kan ikke hjælpe, hvis de ikke har beskyttelsesudstyr,” fortæller Bjarke Skaanning.
Sender Røde Kors nogen danskere til Indien?
”Det er noget, vi er i gang med at overveje. Det Internationale Røde Kors har efterspurgt nogle logistikere. Det kunne være en fra Røde Kors i Danmark.” fortæller Bjarke Skaanning og fortsætter:
”Det er en meget stor operation, der skal koordineres logistisk lige nu. Hvis vi får muligheden for at sende en afsted herfra, vil det dog også være en fordel i forhold til at være opdaterede på, hvordan situationen udvikler sig. Coronapandemien slutter ikke i morgen. Indiens nabolande, Bangladesh og Nepal, forventer også at mærke den coronabølge, Indien er ramt af lige nu. Vi forbereder os så godt som muligt på forskellige scenarier.”