Covid-19
Covid-19
Med COVID-19's indtog i næsten alle lande, står vi overfor en ny situation og virkelighed. En epidemi er blevet til en pandemi.
De første tilfælde af COVID-19 blev opdaget tilbage i december i 2019 i storbyen Wuhan, der ligger i Hubei-provinsen i den østlige del af Kina. Siden da har virussen spredt sig til omkring 207 andre lande, herunder også Danmark.
I de første uger efter virussens opdagelse var antallet af smittede på ca. 1000, og de befandt sig primært i Kina. Her snart et halvt år senere - i uge 34 - var tallet oppe på over 21.000.000 fordelt over det meste af verden, mens antallet af døde er på omkring 750.000. Der er samtidig et stort mørketal, og det anslåede antal smittede med COVID-19 kan derfor være højere.
Det særlige ved COVID-19 er, at den aldrig er set før i modsætning til andre coronavirusser. Der findes derfor ingen vaccine endnu. Størstedelen bliver raske, men for især ældre og kronisk syge mennesker kan virussen give alvorlige luftvejsinfektioner, der kan være livstruende.
Flere lande og deres sundhedssystemer er blevet overrumplet, fordi der netop er tale om en helt ny type virus, og fordi den spreder sig så hastigt. Hospitaler løber tør for værnemidler, medicin og udstyr, mens borgere bliver fortvivlede og bekymrede. Alt sammen noget, der kan være med til at tilspidse situationen.
Røde Kors er altid til stede, og vi har allerede sat gang i hjælpearbejdet. Både ude i verden og hjemme i Danmark.
Som altid er kernen i IFRC' (Det Internationale Røde Kors Forbund) arbejde at sikre helt basal nødhjølp til de berørte.
IFRC koordinerer derfor beredskab med alle nationale Røde Kors-selskaber, hvor der er særlig fokus på monitoring, rådgivning, risikoanalyse og opbygning af beredskab. Beredskabet tilpasses det konkrete land og det nationale Røde Kors-selskab. Desuden samarbejder IFRC tæt med WHO, ligesom alle nationale Røde Kors-selskaber arbejder tæt med deres nationale sundhedsmyndigheder.
IFRC uddeler også hygiejnepakker (masker, håndsprit og flyers med information) til borgere, mens de udedeler beskyttelsesudstyr til hospitaler og sundhedspersonale. Det drejer sig om overalls, handsker, briller, masker og desinficerende midler. IFRC støtter også med medicinsk udstyr i forbindelse med behandling af patienter.
Derudover er oplysning også vigtig for kampen for at undgå stigmatisering af særlige befolkningsgrupper. IFRC har derfor særligt fokus på oplysning og information for at undgå, at der spredes rygter og fejlinformation om smitte og symptomer samt for at undgå, at der spredes unødig panik.
IFRC og de nationale Røde Kors-selskaber følger nøje situationen og tilpasser sig hele tiden udviklingen. Både internationalt såvel som nationalt.
Coronavirus er en stor familie af forskellige typer virusser, hvor de fleste af dem er ufarlige og ofte sete hos både mennesker og dyr. Som regel resulterer de i almindelige forkølelser, men de kan også give alvorligere infektioner i luftvejene. Ligesom det er forekommet med COVID-19.
Det særlige ved COVID-19, navngivet af WHO d. 11. februar 2020, er, at der er tale om en ny type coronavirus. Det er altså en virus, som aldrig er set hos mennesker før nu.
COVID-19 har sin oprindelse i Wuhan i Hubei-provinsen, der ligger i det østlige Kina. Første tilfælde blev fundet i december 2019 på et marked i Wuhan, og siden har virussen spredt sig til hele verden.
Kilde: Sundhedsstyrelsen